Jesper og jeg havde i flere år snakket om at oprette et firma i Grønland med fokus på internetbaserede tjenester og IT support m.m. Jesper var ansat til at arrangere AWG og havde en lejlighed i den forbindelse.
Vi besluttede at springe ud i det. På det tidspunkt havde Tele 8 Kbit modem forbindelse til internettet. Ingen i Grønland vidste hvad det der nye internet var for noget. Det internet man kunne få var ufatteligt ustabilt og langsomt.
Det betød at i de første 5-10 år skulle vi starte helt forfra hos hver kunde – hvad kunne det bruges til og nyttede det noget?
Jeg prøvede at overleve ved udskrive sange til diverse fester og hjælpe de få, der overhovedet mente at man skulle bruge penge på sådan noget. Det var ikke mange på det tidspunkt.
De første år indberettede jeg noget der ligner 20-30.000 kr i indtægter pr. år til skattevæsenet – før udgifter. Skattevæsenet troede naturligvis ikke på mig – for hvordan kan man overleve i Grønland for det?
Og det kunne man heller ikke. Først hjalp Jesper og siden mine forældre med lidt mad. Jeg brugte ufatteligt lang tid på at fortælle om internettet – emails og en masse andet IT. Både personligt, artikler i Sermitsiaq og alle mulige andre måder.
Ingen kunne se hvad man dog skulle bruge disse mærkelige ting til. Til gengæld ville alle gerne have min personlige hjælp, til alle mulige mærkelige problemer – også ting som intet havde med IT, men bare noget man kunne tænde for. Så var det jo IT – og jeg var jo entusiast – så jeg skulle da bare være glad for at hjælpe alle gratis.
Det blev jeg ret træt af og begyndte at sige nej tak til at hjælpe uden betaling.
Det mistede jeg mange såkaldte venner på.
Mine billeder og lidt information