Moskusjagt i Umiiviit – Kangerlussuaq

Vi skulle sejle i 2 både – Maru og Peter Frederiks MF795 – samme model som Maru, bare 1 meter længere. Peter Frederik og Kim skulle sejle i hans båd. Alu og jeg i Maru.
Alu og Kim kom samme fredag eftermiddag til Nuuk, som vi ville sejle – det tog naturligvis noget tid at gøre klar, så det blev tidlig aften før vi kom afsted. Det var tåget hele vejen til Kangaamiut – bortset fra at tågen lettede nogle få steder. Ud over det var vejret fint – ingen vind og næsten ingen bølger. Det endte med at det næsten blev mørkt inden vi kom i havn. Vi spillede lidt Olsen og hyggede, dog ikke så længe da alle var trætte.

Næste dag fik vi morgenkaffe og begyndte at tanke. Jeg fik tanket først og var ved at rydde op – pakke ned og gøre klar.
Kim kom pludselig og råbte efter en skumslukker. Først anden gang han råbte fattede jeg alvoren og gav ham hurtigt vores skumslukker. Det viste sig at der stadig var et gasblus tændt fra kaffelavningen i Peter Frederiks kahyt.
Da han var ved at tanke så han pludselig en blå flamme svæve fra kahytten over mod tankåbningen, hvor han var ved at tanke. Han nåede lige at slukke hanen og flytte væk, inden der stod en ildsøjle op af tanken. Hvis han ikke havde opdaget det, ville han have haft overkroppen over ildsøjlen.
Kim stod oppe på kajen og slukkede ildsøjlen og Peter Frederik slukkede de små dryp fra hanen. Ilden brændte måske 20 sekunder og fik også kun brændt coatingen på glasfiberen. Det var noget af en forskrækkelse og folk kom efter slukningen ned og forhørte sig om skaderne fra byen.
2 turister kom og sagde til Peter Frederik “Det så voldsomt ud“, hvortil han svarede “Ja ja – Det er 2 dages arbejde”. Det tog 1,5 dage :-),
Vi besluttede at sejle videre, da der ikke var nogen strukturelle skader på båden. Vi kunne dog ikke få nye skumslukkere i Kangaamiut, hvilket vi syntes var meget mærkeligt.

Turen ind i Kangerlussuaq var med helt fladt vand og høj sol. Når Kangerlussuaq er sådan er det meget flot og spektakulært. Lige inden vi kom ind i Umiiviit begyndte Marus motor at tabe omdrejninger, men vi nåede frem.
Jeg havde forstået det således at de andre ville gå op i fjeldet og ligge i telt, men det viste sig at de ville ligge lige i udkanten af deltaet i Umiiviit. Deltaet med silt og mudder når mange kilometer ud i bugten. Vandet i bugten er altid koldt pga. vandet fra gletchersøerne altid er koldt.
Når det er lavvandet der, kan man ikke komme ud i båden – derfor ville de ligge i teltlejr. Vi ville stadig have mulighed for at sejle nogle af bådlivets bekvemmeligheder ind, så både Alu og jeg ville også gerne prøve det. Vi kunne bruge vores gummibådsmotorer et par runder – men de begyndte at svigte pga. alt siltet og mudderet i vandet. Så det var et større arbejde at få vores store læs bekvemmeligheder og mad ind.

Vi er alle meget vant til båd- og lejr liv – så det tog ikke lang tid før vi havde en stor og velfungerende camp sat op. Netop som teltene var sat op begyndte det at regne – samtidigt med at solen skinnede. Vi fik sikret alt og lavet et godt måltid mad.
Derefter var det båltid og vi hyggede med musik og stort bål. Der var ikke vildt mange myg osv. Dog sad de fleste med myggenet.

Efter kaffe/maden, havde alle så småt også forberedt deres fjeldting. Vi gik alle med forskelligt udstyr – nogen meget minimalistisk – andre med rygsækstativ og slæbemåtte. Fælles for alle var VHF radio, kikkert og riffel.
Da vi begyndte at gå, var det solen kommet højt op og gjorde sit job. Det var alt for varmt. Samtidigt begyndte myggene/knotterne at blive aktive. Vi skulle mindst 650 m op og gå ca. 6-7 km, for at komme i området, hvor vi regnede med at finde moskus.
Da vi kom op, hvor vi kunne fylde vores vandflasker og maver med vand for sidste gang, splittede vi op i 2 hold. Alu og jeg gik til højre/sydøst og videre op, men Kim og Peter Frederik gik lige frem/op og videre ind.
Kim og Peter Frederik kunne allerede inden Alu og jeg var kommet ud af den øverste dal skyde et dyr i deres ende. Så vi kunne følge med i kikkert helt deroppe fra. På det tidspunkt var der i vindstille 20-25 grader og maaange myg.

Man kunne ikke tage tøj af – jo, men så blev man bidt – og et øjeblik efter kom der en kold brise og så skulle overtøjet på igen. Alu og jeg fortsatte op. Vi kom først op hvor der var mange små dale med vand og bevoksning. Vi skiltes for at dække et større område. Der var mange små søer og fugtige små dale. Masser af spor – men ingen moskusokser.

Vi havde nu gået ca. 5-6 timer, 11-12 km og ca. 750 højdemeter. Jeg spiste frokost og var ved at synke mit æble, da jeg opdagede 2 moskusokser. Den ene så ud som en passende størrelse og jeg kontaktede Alu – at nu var byttet der.
De 2 moskusokser forsvandt bag en lille forhøjning og vi gik ned i dalen og op igen. Da vi kom op, var der en stor han og en stor hun med en lille kalv. Vi besluttede at vi ikke kunne skyde dem (Licens/Jagtregler).

Alu begyndte at optage med sin GoPro og da han vendte sig lidt, var der 6 andre dyr, som allerede havde opdaget os. De løb lidt væk og stoppede. Der var 1 kalv, nogle unge dyr og en stor han. Vi nærmede os og kom op lige i nærheden af dem – de løb opad og så ellers ud til at undslippe. Da de stoppede en sidste gang kunne Alu få skud – jeg var lidt bag ham og kunne kun skyde hen over ham, så jeg kunne ikke skyde. Da han skød faldt den med det samme og vi var glade.

Vi havde et godt ungt dyr – ca. 120-140 kg inkl. skind. Vi brækkede og ordnede dyret. Nu var vi bare 10 km fra teltene og ca. 7-800 højdemeter. Vi havde taget en slæbemåtte med op – den er beregnet til at pakke et dyr og så hive det ned.
Den vi skød var i vægt lige på grænsen til at vi kunne bruge rygsæksstativer til at få den ned – uden at skulle gå frem og tilbage. Vi diskuterede/beregnede og så på ruter ned. Vi kunne se at vi kunne gå nedad det meste af vejen.
Til sidst blev vi enige om at prøve med slæbemåtten.

Måden at gøre det på er at pakke dyret ind i sit skind, så der ikke kommer vegetation og støv osv. ind. Derefter fastgøres denne pakke på slæbemåtten. Vi har en menneskesele, hvor sådan én som mig (100kg med udstyr) kan lægge sin sin kropsvægt ind og hive.
Alu plejer at gå bagved – eller ud til siden og styre måtten. På den måde kan han også hive den fremad, når den sidder fast. Hvis man går på langs ad en skråning er det meget hårdt at styre. Når det går nedad, kan man meget nemt miste kontrollen. Så handler det om at slippe alle snore og komme væk.

På denne tur gik det jævnt nedad de første 4-5 km – desværre var det også ret skråt, så det var mest hårdt for Alu. De sidste 4-5 km var nærmest direkte ned. I starten kunne vi zigzagge nedad, men til sidst måtte vi prøve at glide på røven nedad, mens vi prøvede at holde slæbemåtten tilbage. Vi måtte opgive og give slip. Heldigvis kom den nogenlunde helskindet ned, selvom det så meget voldsomt ud.

Dagen efter besluttede vi at holde hviledag. Bl.a. fik vi tid til at renovere/efterse vores påhængsmotorer. Vi lavede også lammebov/rensdyrbøffer i fad på grill med flødekartofler. Totalt luksusmad.

På tredjedagen gik vi igen op – ca. samme terræn. Alu og jeg fik denne gang overskuet stort set hele området – helt ud til baglandet. Vi så ingenting – kun gæs, en hare og et rensdyr. Det var igen meget varmt og masser af myg/knotter. Det var lidt en luksustur fordi vi kun havde 1 riffel med og ikke slæbemåtten. De andre fik en ung han efter dramatik med truende store hanner, vanskelig aflivning osv. Denne gang kom de andre tilbage efter os og vi lavede mad.

På den sidste dag i Umiiviit pakkede vi lejren stille og roligt, men vi ventede på tidevandet. Da vi kunne sejle ud fragtede vi alt tilbage og pakkede det ned.
Vi startede turen ud af Kangerlussuaq i solskin og stort set ingen vind. Ca. halvvejs begyndte der at komme bølger i starten ret små. Da vi kom ud lige før sidste knæk inden mundingen blev bølgerne meget store og vinden tog til. Samtidigt begyndte Marus motor at tabe omdrejninger. Vi måtte skiftevis sejle meget langsomt og så nogenlunde normalt i nogle minutter. Det var ikke rart.

Da vi nåede til Kangaamiut var det ved at blive mørkt og vi spiste mattak til aftensmad. Næste morgen fandt vi et knæk på tankudluftningens slange der lukkede udluftningen helt. Umiddelbart kunne vi ikke se andet galt og besluttede at prøve at få mekanikerhjælp i Maniitsoq. Så vi sejlede videre med de samme problemer med motoren – selvom den opførte sig lidt bedre.
I Maniitsoq viste det sig at der ikke var nogen der servicerede Yamaha og vi kunne ikke få reservedele. Vi skilte alle benzinslanger og vandudskiller ad. Det viste sig at selve filteret var beskidt og at der var skidt i benzin håndpumpen – plus nogle af slangerne. Heldigvis havde vi ekstra vandudskillerfilter og fik renset hvad vi kunne.
Da vi tog afsted mod Nuuk var vi indstillet på de samme problemer – heldigvis viste det sig at vores arbejde havde båret frugt. Motoren opførte sig som den plejer og skal. Puuha.