Alu og Dorthe skulle til Nanortalik og jeg besluttede at sejle med. Barn ville tage til Narsarsuaq fra DK og sejle med rundt plus retur til Nuuk.
Jeg besluttede at tage Palle og Marens hund Nanoq med på turen. Han havde aldrig været i Sydgrønland eller på ferie. Når jeg sejlede med Nanoq, sad han imellem stolen foran rattet og siden af båden. Så kunne han holde sig i klemme, så han ikke blev usikker i bølger, og han kunne kigge ud – både fremad, til siden og bagud.
I Braj ville Alu, Dorthe, Nuka, Falé, Richard, Julia og tvillingerne Bea og Alma sejle med. I Imzadi kun mig og Nanoq.
På 1. etape fik jeg Richard med over. Lige før vi afsejlede havde der været en storm, så der var stadig store bølger og dønninger det første stykke. Vi valgte at sejle imellem øerne helt frem til Buksefjordens munding for undgå det værste bumlen.
På et tidspunkt skulle vi imellem 2 øer, hvor bølgerne blev presset igennem. De blev forstærket og meget krappe og høje. Lige da det var værst valgte Nanoq at gå op langs siden af Imzadi. Jeg nåede lige at få fat i halen, netop som en kæmpe sø væltede ind over båden. Jeg fik hunden ind over rælingen med nød og næppe. Den var totalt gennemblødt. Det havde været helt forfærdeligt, hvis den var skyllet over bord lige netop der. Jeg havde nok mistet den, så det var ikke godt.
Men Nanoq lærte at sådan skulle man ikke gøre og blev siddende klemt fast resten af turen, indtil båden ikke sejlede mere.
Det blev en meget hård tur frem til Paamiut pga. de store bølger og dønninger. Vi holdt pause på en ø med en gammel fabrik på vejen ud for Frederikshåbs Isblink. Vi overnattede i Paamiut og sejlede videre tidligt næste morgen. Vejret var meget bedre, og havet var meget roligere. Alu’s onkel Nuka sejlede med mig. Vi havde Imzadis kaleche sat op, således at vi ikke behøvede at have de store dragter på, mens vi sejlede. Vi så mange rensdyr både på øerne og oppe i fjeldet – det er rensdyrfarmen de kommer fra.
Lige efter at vi var kommet igennem den meget lave og det meget smalle indre rute kom vi ud i en kraftig fjordvind. Denne fjordvind kom ind agter og tog fat i vores kaleche. Kombineret med de pludseligt meget store bølger kom Imzadi ned og ligge på siden flere gange. Det var godt nok ubehageligt. Nuka blev meget bange og da vi var kommet lidt i læ diskuterede vi, om vi skulle stoppe og vente på bedre vind.
Vi sejlede videre, men tog kalechen af, så vi ikke havde sejl sat op.
I Tornaarsuk løbet før Arsuk var der store bølger. Det levede op til sit navn den dag.
I Arsuk gik vi allesammen en lang tur rundt i byen. Nanoq dominerede de lokale hunde lige fra starten af. Én af ejerne sagde at det havde han aldrig set sin hund gøre, så han var meget imponeret over Nanoq.
Trappen ved Benzinpumperne var gået i stykker under seneste storm, så det var meget besværligt at tanke, men det lykkedes da.
Vi tog til Grønnedal og gik en lang tur der også. Sjovt at se den gamle mine og den by der nu er en spøgelsesby. Vi så flere moskusokser. Vi tog videre til Qaqortoq – vandet var udmærket. Vi ankom sen eftermiddag, tankede, spiste og sejlede videre til Nanortalik. Vi ankom ret sent og havde dermed kun holdt pause i Paamiut, så vi var lidt trætte.
Nanortalik/Uunnartoq
Fra Nanortalik sejlede vi min barndoms steder hen – f.eks. Tasermiut, hvor lejrskolen lå i gamle dage. Dengang var der også en bygd derinde. Lige efter vi rejste fra Nanortalik blev der plantet en masse træer og det var nu en skov. Vi mødte de eneste skovarbejdere, jeg nogensinde har set i Grønland.
Vi fik ligesom i ungdommen oplevet en kraftig fjordvind i den varme sommerdag. Ikke rart at sejle i, men dejligt at fiske ørreder i den varme vind.
Storisen holdt sig lidt væk den sommer. Vi fik kun gletsjer isen, som udenfor gletsjer fjorden er lidt spredt. Efter nogle dage i Nanortalik tog vi nordpå. Vandet var helt og aldeles fladt og det støvregnede stille og roligt. Alt var meget frodigt og i stærke farver.
På vejen stoppede vi og der kom en fanger over til os i en ældgammel With Jolle. Den havde på et tidspunkt været sunket og vendt om, s¨å rælingen var høvlet helt ned. Der var direkte hul ned imellem glasfiberlagene hele vejen rundt. Det var hans vigtigste værktøj. Han boede i en lille hytte sammen med sin kone og søn hele året. Han ernærede sig ved fangst og nogle gange indhandle fisk.
Vi bestilte en ung sæl og han sejlede med det samme. 15 minutter efter fandt han os igen og overbragte den nyfangede sæl.
Han inviterede han os hjem til kaffe og vi var oppe i deres hytte og hilse på konen og barnet. De boede meget spartansk, småt men hyggeligt – 1 værelse med komfur og petroleumsovn. Det må være et hårdt liv – specielt om vinteren og med storisen også. Ingen moderne bekvemmeligheder her.
Vi tog derefter til Uunnartoq – de varme kilder. Alle undtagen Nanoq var i den varme kilde. Derefter fik vi lavet friskfanget suaasat. Det var lækkert.
Narsarsuaq/Fåreholdersted
Jeg skulle hente Barn i Narsarsuaq og sejlede dertil efter et par dage. Barn og jeg valgte at sejle ind i Narsarsuaq fjorden og opdagede en stor skov på sydsiden. Vi tog første overnatning derinde. Vi gik op i skoven – det var godt nok underligt at gå rundt i en skov i Grønland.
Dagen efter besøgte vi Nordbo ruinerne overfor lufthavnen. Vi mødte Aviaaja, som er mine forældres gamle naboers datter, som er blevet gift med en fåreholder. Hun gav os en lang tur i hendes firhjulstrækker, hvor vi kunne overskue hele området. Meget flot. Nanoq mødte sit første får, som han forsøgte at indhente. Fåret blev træt af at løbe og angreb i stedet hunden. Han måtte søge tilflugt bag mig, så hans første møde med et får gik ikke så godt.
Nanoq så også nogle heste, som han i hvert fald ikke skulle jagte. Vi aftalte at vi ville sejle ind og besøge deres fåreholdersted et par dage. Vi sejlede forbi Narsaq og fik provianteret. Da vi sejlede ind i fjorden til fåreholderstedet opdagede vi at gletsjeren i fjorden var meget aktiv. Det betød at det var meget vanskeligt at finde vej. Mange af disse skosser var af rent vand – også det vi kalder sorte skosser. Det er de farligste, fordi de ligger meget dybt i vandet og er vanskelige at se.
Det lykkedes at komme igennem isen – næsten uden at skulle flytte/lege isbryder, så det var godt at komme ind i læ i deres lille havn bag en ø.
Vi havde nogle dejlige dage hos dem, hvor vi oplevede deres liv alene derinde i fjorden. De havde en ustabil internetforbindelse, men dog forbindelse med omverdenen. De havde en generator og et stort hus med alle moderne bekvemmeligheder.
Nanoq havde det rigtig godt – alle de andre hunde så ham med det samme som førerhund uden videre. Og fårene og hestene kunne jo bare ignoreres.
Vi skulle mødes med Alu og Dorthe i Narsaq, så vi sejlede ud af fjorden. Der var varsel om ret kraftig vind et par dage, så vi måtte skynde os ud, inden vinden kom. Når der er meget is og vind, kan isen skrue sig sammen og det kan være meget farligt. Heldigvis nåede vi ud af den værste is inden vinden kom.
Narsaq/Igaliku
Alu lånte en bil og vi kørte rundt i hele byen også ud til et landbrug med køer. Dem skulle Nanoq heller ikke have noget klinket med. Det var første gang jeg så en ko i Grønland.
Vi sejlede til Igaliku på Narsarsuaq siden. Derfra skal man gå over et lille fjeld for at komme til Igaliku.
Der var mange andre den dag der havde fået samme tanke, så fjeldet var fyldt. Der var folk med barnevogne, unge og gamle og forskellige. Der var høj sol og meget dejligt.
Jeg holdt Nanoq tæt på mig, ved at bede ham blive hver gang han gik lidt væk. Da vi sad og kiggede ned på Igaliku, var jeg lige uopmærksom et øjeblik og så var Nanoq på vej ned mod nogle får i nærheden af Igaliku. Jeg løb ned ad bakken og råbte højt Nanoq – Nanoq. Jeg kunne se et ungt par med barnevogn med panik i øjnene kigge rundt efter isbjørnen.
Det var først da jeg var løbet forbi dem, jeg kom i tanke om hvad jeg gjorde. Folk kunne jo ikke vide min hund hed Nanoq (Isbjørn). Jeg fik fat i den hvide hund uden yderligere begivenheder. Der var også nogen der red rundt i Igaliku og selvfølgelig fandt Nanoq en hestepære der skulle rulles rundt i.
Efter Igaliku tog vi til Qaqortoq og overnattede.
Turen Nordpå
Vi tog stille og roligt nordpå. Vi overnattede flere steder. Efter Paamiut røg vi ind i en stærk kuling og regnvejr. Vi måtte ligge os i nødhavn. Første gang vi kastede anker, blev vi med det samme flyttet af vinden. Vi måtte bruge lidt tid på at finde et sted, hvor vi kunne ligge i totalt læ og samtidigt sikre os med reb til land.
Der lå vi et døgns tid indtil vi kunne komme videre.
Derefter var der ingen problemer med at komme retur til Nuuk.
Billeder fra turen
