Da vi boede i Østgrønland i 70’erne havde vi op til 24 slædehunde. Det krævede meget foder, som vi fangede selv. Vi fangede havkaler (dybhavshajer), sæler og tørrede fisk til dem.
Vi havde en 15 fods lille tuk-tuk med Volvo Penta motor med svinghjul til start inkl. startpatroner osv. Jollen var en lille synkefri plastikbalje. Den kunne sejle ca. 5 knob ned ad bakke. Der var en lille overdækning foran, hvor man kunne ligge i læ og få en lur.
Hver sommer og efterår brugte vi mange dage på at fange sæler i havisen ud for Tasiilaq. Vi tog ud nogen gange i flere døgn – sov lidt når vi var trætte og skød så mange sæler vi kunne. Nogle gange var vi rigtigt heldige og fik f.eks. 10 sæler – andre gange ingenting.
På denne tur var mor, far og jeg ude. Om sommeren er det ofte meget tåget i Tasiilaq og denne dag var ingen undtagelse. Om sommeren er der også rigtigt meget havis. Havet ud for Tasiilaq ligger helt ud mod det åbne hav og der er næsten altid store dønninger. Isfjeldene er normalt rimeligt flade, som stammer fra isdække på havet. Disse store flader er udmærkede for sælerne at ligge – nyde solen og slå mave. De ligger lige i iskanten så de kan hoppe hurtigt ned i sikkerhed. Nogle gange er der også store isfjelde fra bræerne.
Vi har flere gange set isbjørne – dog kun på lidt afstand.
Flere gange var vi nødt til at sejle båden op på en isskosse, fordi vinden pressede isflagerne sammen – så måtte vi bare vente på at flagerne skiltes lidt igen, før vi kunne komme videre.
Jeg var 8-9 år gammel og havde lige fået en Sako ’22 salonriffel. Den var jeg meget stolt af – den havde flere magasiner og jeg brugte den meget.
Jeg skød alt hvad vi kunne spise, som var indenfor skudvidde. Min far havde købt en gammel Sako ‘222 af en fanger, der havde skudt mange isbjørne med den.
På et tidspunkt sejlede vi rundt om en kæmpe flad isflage i tågen og pludselig dukkede en kolossal sæl op i tågen. Riflerne lå klar til at skyde lige foran os på overdækningen og min far skød md det samme. Sælen dumpede med det samme i vandet og vi sejlede frem langs isflagen.
Den var hoppet ned i en bugt, som strømmen havde lavet ind i isflagen. Vi sejlede hen og lå i mundingen af denne lille bugt og kunne se den store sæl ligge på isbunden. Den sendte en stråle af blod ud, som sprøjtede nok 1 meter væk fra skudhullet nede i vandet. Vi ventede i lang tid og kunne se blodet langsomt blive mindre og mindre.
Til sidst holdt blodet op med at pumpe ud og vandet blev efterhånden klart igen. Jeg stillede mig op på det lille halvtag og stod parat til at skyde, hvis der dukkede en sæl op i nærheden. Sæler – specielt unge sæler er ofte meget nysgerrige og kan finde på at komme over og se hvad der foregår.
Min far prøvede at få fat på sælen med vores fangstkrog – en lang stang med en krog forenden. Han kunne ikke nå den og det endte med at han lå på maven på isflagen med overkroppen halvt ude over vandet for at kunne nå den.
Vi var alle sikre på at den var død. Far fik endelig fat i sælen lige omkring halsen.
Da krogen ramte sælen vågnede den op og tog fat i stangen med tænderne – heldigvis hev den ikke, men valgte i stedet at gå til angreb på min far. Den ville sagtens have kunnet hive min far i vandet. Den stak hovedet op – hovedet var større end en mand kunne få armene rundt om og den pustede sin næse op med meget karakteristiske pumpelyde. Samtidigt bed den i stangen og bevægede hovedet frem og tilbage. Den kunne nå min far direkte og nøjedes med at bide i stangen.
Min far var stædig og havde ikke givet slip på stangen, men prøvede at kravle ind i sikkerhed mens han holdt fangstkrogen.
Min mor råbte skyyyd – skyyd – skyyd og blev ved med det. Jeg havde jo salonriflen klar, så jeg begyndte med det samme at hamre patroner ind i hovedet på sælen. Det var den fuldstændigt ligeglad med – den blev snarere mere sur over det. Heldigvis havde jeg et magasin med 10-15 patroner. Sælens næse var efterhånden en kæmpe sæk og den lavede snerre- og prustelyde, som var meget skræmmende.
Pludselig ramte jeg åbenbart i øjet – for sælen blev pludselig slap. Jeg havde ganske få patroner tilbage i magasinet, så det var heldigt.
Vi sundede os lidt og fik sikret sælen med et reb i hagen og rundt om halen. Sælen var næsten lige så lang som båden – derfor kunne vi ikke få den om bord, men måtte trække den hjem. Den var bare kolossal og gav en masse godt kød til hundene.