KN`s historie
Dette afsnit har jeg taget fra appendixen på et projekt jeg var med til at skrive om Kalaallit-Nunaat’s Kriminallov. Det er rimeligt langt, men hvis man gerne vil vide lidt mere end bare overfladiske facts om KN/Kalaallit-Nunaat (KN), er det faktisk udemærket. Det blev skrevet i 1992, så nogle af oplysninger er ikke helt opdaterede. Afsnittet er et forsøg på at give et historisk overblik over udviklingen i KN, også for at give læsere der ikke kender denne tilstrækkeligt en mulighed for at følge med. Vi forsøger at finde relavante ting til at belyse retssystemet i KN gennem tiderne og har derfor ikke forsøgt at give en fyldestgørende historisk gennemgang. Før 2. verdenskrig. Før kolonisationen. Verdens største ø KN har i gennem tiderne haft flere forskellige folkefærd. Detaljerne er ikke væsentlige for vores problemstilling. Den nuværende befolkning i Kalaallit Nunaat/KN (KN) indvandrede fra Nord-amerika. Det var et fangerfolk, der var meget afhængig af fangsten i deres lokalområde for at overleve. De udviklede meget specialiserede fangstmetoder og udfordrede meget hårde livsbetingelser i det daglige. Deres afhængighed af byttedyrerne og deres livsmønster fordrede en høj grad af mobilitet og fleksibilitet. Fangstdyrene har forskellige sæsoner, hvor det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at fange dem. Der var ikke megen påvirkning udefra, selvom der var tradition for at tage på besøgsrejser hos naboer og familie. Denne isolering fortsatte langt op i historien. I slutningen af vikingetiden skete der bosættelser af landmænd fra Norden. På et tidspunkt var der bosat mange nordboere, med kirker og store gårde, men de forsvandt af ukendte årsager i løbet af kort tid. Man formoder at resterne af nordboerne blev assimilieret i den grønlandske befolkning uden at øve indflydelse på strukturen og levevisen i KN Derefter skulle der gå mange århundrede før europæerne igen begyndte at interessere sig for KN Først kom hvalfangerne. De holdt sig for det meste ude fra kysterne, men begyndte også at tuskhandle med befolkningen og derved påvirke det daglige liv for inuitterne. Efter kolonisationen. Det var først da Hans Egede (HE), kirken og den danske konge i begyndelsen af 1700-tallet besluttede at missionere blandt de overlevende nordboere i KN, at man fandt at der “kun” var inuit´er i KN HE besluttede i stedet at missionere blandt inuitterne og gjorde en stor indsats for at højne levestandarden og missionere. For at finansere disse tiltag blev der oprettet et handelskompagni. Også senere hen var målsætningen, at alt hvad der foregik i KN skulle være selvfinanserende, dog med skiftende held. Det endte med at der blev lavet et selskab i 1774, Den Kongelige grønlandske Handel (KGH), der skulle sørge for at befolkningen kunne afsætte deres varer, primært skind og få forskellige forbrugsvarer.
Handlen foregik ved at grønlænderne byttede sine skind og andre produkter til europæernes forbrugsgoder. Fra dansk side ønskede man at opretholde en isolation og uafhængighed, således at det grønlandske samfund kunne hvile i sig selv uden udgifter for den danske stat.
Sundhedstilstanden i det gamle KN var meget dårlig. H.E. anslog at der var ca. 30.000 indbyggere i KN i 1730´erne. Som følge af de af europæerne indførte sygdomme skete der i årene derefter en drastisk befolkningsnedgang p.g.a. primært koppeepidemier, således at der omkring år 1800 var ca. 5800. Nedenstående tabel 4 viser udviklingen i store træk efter 1800. Intervallerne i tabellen er ikke ens, men illustrerer befolkningstilvæksten. Efter 1900, slog de sundhedsfremmende tiltag igennem i befolkningen. TABEL 4: Udvikling i antal indbyggere i KN:
| Årstal: | Antal indb.: | Stigning i absolutte tal: | Gennemsnitslig stigning pr. år: |
| 1800-1840 | 5805-8128 | 2323 | 58 |
| 1840-1890 | 8128-10516 | 2388 | 48 |
| 1901-1951 | 11893-24159 | 12266 | 240 |
Kilde: Projekt: Grl.´s udvikling fra kolonistatus til Hjemmestyre. s. 58. I 1857 indførtes forstanderskaberne i KN De bestod af de danske embedsmænd og et antal folkevalgte grønlændere fra de forskellige bopladser. På dette tidspunkt var folketallet stagnerende og disse forstanderskaber skulle beskæftige sig med hjælpefor-anstaltninger, såsom hjælp til husbyggeri og fangstredskaber. De blev udstyret med en slags rets- og domsmyndighed over for grønlænderne. Det skulle resultere i skabelsen af den “Orden og Politi”, som danskerne savnede. Der blev opsat et sæt regler, hvorefter der skulle dømmes. Befolkningstallet stiger, fordi der bliver gjort en større indsats for at forbedre levestandarden og sundhedstilstanden. Omkring år 1900 skete der en klimaændring, således at der blev færre traditionelle fangstdyr.
Livsgrundlaget for den grl. befolkning blev derfor ændret. Det førte til at man i løbet af få år blev tvunget til at lære fangerne at blive fiskere. Denne profession havde hidtil været en lidt foragtet bibeskæftigelse for fangerne. Det var altså også en kulturel proces af omlægge produktionen. Denne udvikling gjorde KN yderligere afhængig af vareforsyninger udefra.
KGH ønskede pga. målsætningen om at KN´s økonomi skulle hvile i sig selv, at maksimere indtægterne og indførte nye og bedre fiskeredskaber. Specielt i perioden op til 2. verdenskrig blev produktionsmidlerne udbygget og specialiseret til fiskeri. Dette betød f.eks. at kajakker og andre traditionelle fangstredskaber blev skiftet ud med ro- og motorbåde. Ved lov nr. 139 af 27. maj 1908 om Styrelsen af Kolonierne i KN blev kommuner og kommuneråd indført i KN Disse bestod kun af grønlændere. Ved samme lov blev de to landsråd indført, henholdelsesvis i Syd- og nord KN I det grl. samfund udviklede der sig en intellektuel elite, bestående af kateketer, ansatte i administrationen og handlen. Disse mennesker havde en vis uddannelse og et prestigefuldt job. Som det fremgår af tabel 5, stiger den samlede produktion i samfundet markant. Samtidigt sker der en stærk forøgelse af fiskeproduktionen. Dette afspejler udviklingen fra ensidig satsning på sæl og derved forbundne produkter (skind og tran/spæk) til mere og mere at gå over til fiskeri. TABEL 5: Udviklingen i KN´s vigtigste produkter fra 1900-1950:
| Hen: Årstal: Ned: Produkter | 19 00 | 19 05 | 19 10 | 19 15 | 19 20 | 19 25 | 19 30 | 19 35 | 19 39*3 | 19 45 | 19 50 |
| Tran/spæk: 1000 kr: | 353 | 483 | 378 | 569 | 966 | 105 | 694 | 381 | 298 | 101 | 669 |
| Tran/spæk: 100 kg: | 11.542*1 | 14.649*1 | 12.600*1 | 16.049 | 14.805 | 2.296 | 19.692 | 10.327 | 7.415 | 1.932 | 7.568 |
| Skind: 1000 kr | 101 | 95 | 58 | 15 | 81 | 74 | 210 | 320 | 380 | 141 | 494 |
| Skind: 100 kg | 32.920*2 | 28996*2 | 19.400*2 | 16.636*2 | 76 | 97 | — | 1.264 | 1.321 | 247 | 1.215 |
| Fisk: 1000 kr | — | 49 | 75 | 85 | 298 | 572 | 1.593 | 1.058 | 1.050 | 1*4 | 2.909 |
| Fisk: 100 kg | — | 816 | 1.155 | 2.141 | 4.519 | 11.143 | 33.427 | 36.478 | 30.609 | 17 | 28.432 |
| Kr ialt: | 454 | 627 | 511 | 669 | 1.345 | 751 | 2.497 | 1.759 | 1.728 | 243 | 4.072 |
Kilde: Projekt: KNs udvikling fra kolonistatus til hjemmestyre. *1 Opgjort i tønder. *2 Opgjort i stk. *3 På grund af 2. verdenskrig var forbindelsen minimal mellem DK. og KN, derfor året 1939 i stedet for 1940. *4 Dette tal skal tages med forbehold også pga. 2. verdenskrig. TABEL 6.: Beskæftigede grønlændere i fiskerierhvervet:
| 1921 | 1930 | 1945 |
| 15,1 % | 32 % | 20,1 % |
Kilde: Finn Gad: KN s. 257. Tabel 6 viser hvordan der er et misforhold mellem stigningen i fiskeriet og antal beskæftigede i erhvervet. Beskæftigede ved grønlandske erhverv faldt jævnt fra 1911 til 1930 og faldt drastisk fra 1930 til 1945. Fra 1930 steg beskæftigelsen i europæiske erhverv voldsomt. Det var i handlen, ved skibsværfter, radiotjenesten, skibsfarten og administrationen, at der skete den største vækst. I samme periode fik KN konkurrence primært fra færingerne, der havde lang tradition for fiskeri. I perioden derefter kom det grl. samfund tættere på det internationale samfund. Der fremkom efterhånden et ønske om at være ligeværdigt medlem af det internationale samfund. Under 2. verdenskrig, blev KN afskåret fra Danmark og KN blev åbnet for amerikanerne, der i løbet af kort tid etablerede mange baser, vejr- og radiostationer. Dette brød den tidligere isolationspolitik fra Danmarks side og medførte at statsmonopolet ophørte, og privatkapitalistisk udvikling blev støttet. Efter 2. Verdenskrig. Efter 2. verdenskrig begyndte udviklingen at gå stærkt for det grønlandske samfund., både befolkningsmæssigt og erhvervsmæssigt. G-50. Under amerikanernes tilstedeværelse fik grønlænderne øjnene op for nye forsyninger fra USA, nye lokkende ting, og det gjorde at de ønskede at få del i alle disse herligheder. Da KN efter 5 års adskillelse blev genforenet med Danmark, var befolkningen begyndt at tænke i andre baner, og indstillet på at den udvikling der var sket skulle videreføres. Under besøget af daværende statsminister Hans Hedtoft i 1948 mødte han de to landsråd, og spurgte dem om de ønskede monopolordningen afskaffet og det sagde man ja til. Terningerne var kastet og startsignalet til en ny udvikling lød. I begyndelsen af 1948 *1 nedsatte man en kommission som skulle udarbejde en nyordning, hvis hovedformål var at højne den grønlandske levestandard, materielt og kulturelt. Denne betænkning forelå færdiggjort og igangsat i februar 1950.*2 Da Danmark så fik en ny Grundlov den 5. juni 1953, var KN ikke længere et koloniområde, men en ligeberettiget del af Det Danske Rige, og Dannebrog blev hejst overalt i KN, med glæde og jubel. Erhverv. Den øgede eksport af saltede fiskeriprodukter og de store forekomster af torsken, medførte at man så en profittabel anvendelse af dette fra Danmarks side. Udviklingen pegede i retning af en kapitalistisk normalisering af den grønlandske økonomi.*2 De stigende verdensmarkedspriser for fisk fik danskerne til at indse at der skulle flere investeringer til udbygningen af torskefiskeriet og private investeringer for at skabe en bæredygtig produktionsvirksomhed, til opbygning af en rentabel fiskeindustri.*2 Befolkningens eksistens skulle baseres på fiskeri og industriel forædling af fisk. Staten skulle igangsætte denne udvikling, og tilvejebringe de nødvendige økonomiske midler til opbygningen af et moderne samfund. Staten bevilgede flere millioner årligt til opbygningen af byerne.*2 For at produktionen af fiskeriet skulle blive rentabelt, måtte man centralisere befolkningen fra bygderne til de kommende industribyer og opbygge den nødvendige infrastruktur og institutioner, såsom sundheds- og socialvæsenet, moderne skoler, kommunikationssystem, administration osv. Centraliseringen var nødvendig for at opbygge arbejdskraften og sikre et bæredygtigt kommende erhvervsliv.*2 Koncentrationspolitikken satsede på åbentvandsbyerne (sejlbare hele året), på vestkysten som centrale industribyer. Det gav ikke grønlænderen mange andre muligheder end at flytte fra bygderne, hvis de ville få glæde af det moderne samfunds- og erhvervslivs goder. Kommissionen havde gjort meget opmærksom på at grønlænderne skulle deltage i opbygningen og at *1 man skulle være påpasselig med at sætte for voldsom udvikling igang.*1 Det blev alligevel til en passiv deltagelse fra grønlænderen i opbygningen af infrastrukturen. De var nærmest tilskuere til udviklingen og det skulle vise sig at få negative følger hos befolkningen. Arbejdsløsheden steg, da den privatkapitalistiske fiskeforarbejdning udeblev, produktionen udviklede sig ikke kvantitativt i forhold til den koncentrede arbejdskraft i byerne. KGH overtog forarbejdningsanlæggene, stod for indhandlingen, udvidelsen af forarbejdningen og for eksporten.på samme niveau som før. Det skulle vise sig at den private sektor og investeringer gik til detailhandelen som efterhånden blomstrede i byerne. I bygge- og anlægsbranchen manglede der kvalificeret KNsk arbejdskraft. Det medførte at mange håndværkere kom fra Danmark, de blev kaldt for sommerfolket. De enkelte grønlændere man kunne få ind i byggearbejdet var ikke dansksprogede, desuden var de ustabile, da de foretrak at tage ud på fangst, når vejret var godt.*4 Grønlænderen var ikke uddannet til at få et arbejde indenfor de forskellige institutionssektorer. og sektorerne var helt overvejende danskdominerende. 3 Der var sket en rivende udvikling i voldsomt tempo. I perioden 1952-1963 blev et par tusind boliger blev bygget, sygehusene blev udbygget, hvilket medførte at dødeligheden faldt, tuberkulosen nærmest udryddet, og levealderen steg. Der skete en fordobling af befolkningen på blot 38 år. Se tabel 2. Fiskeriflåden ændrede sig markant fra små, åbne joller til kuttere og senere trawlere som kunne tage konkurrencen op med de udenlandske fiskeriflåder. Fiskefabrikkerne blev flere, og man måtte oplære folk, for at de derefter kunne uddanne sig. I 1965 formulerede landsrådet sit syn på skolens opgave: Man må sigte imod, at fremtidens grønlandske ungdom skal kunne vælge en uddannelse alt efter evner og interesser, uden sproglige hensyn skal virke hæmmende for dette valg. Det grønlandske sprog var truet af det danske og nu skulle det ændres. Man anså det danske sprog for at repræsentere de højere sociale klasser og KNsk omvendt den lavere sociale klasse. Det gjorde at man hellere ville lære dansk og forældrenes sociale ambitioner influerede på børnene ved at hjælpe dem til at lære dansk og det var stærkere end deres nationale fornemmelser på modersmålets vegne.6 Folkeskolen skulle udbygges, men KN led af en katastrofal mangel på grønlandske lærere, hvilket gjorde at eleverne fik danske lærere. Det var nærmest en håbløs situation. På en eller anden måde lykkedes det dog at få undervisningen til at køre nogenlunde godt. Når eleverne kom op i 8. klasse blev de så sendt til Danmark på et års skolegang.5 Da der var mangel på uddannet KNsk arbejdskraft blev det derfor nødvendigt at grønlandske studerende skulle lære at tale dansk, fordi de eneste højere uddannelser foregik i Danmark. I dag har det grønlandske modersmål en central placering som hovedfag og undervisningssprog i det samlede skoleforløb fra 1.-13. klasse, men da der stadig er mangel på grønlandske lærere, har danske lærere en stor del af undervisningen i både grund,- fortsættelses,- og kurssusskole stadigvæk på dansk. Der er en del grønlandske lærere færdiguddannet hvert år, og i fremtiden vil uddannede lærere ikke være en mangelvare. Det vil dog være realistisk at sige at den danske lærerstab i de næste ti år vil være tilstede, bare i mindre format. Der er mange grønlandske unge der idag har en dansk og en grønlandsk forælder, som kun behersker det danske sprog. Det er normalt at en blandet familie taler dansk i hjemmet, hvilket de unge lærer fra barnsben af, og da de kun er dansksprogede bliver de oftest tilmeldt en dansk klasse i folkeskolen. Det har været en stor diskussion i landstinget om forbedring af KNskundervisningen for disse klasser, da den har været for ringe. Den hastige udvikling i 1950´ og i 1960´erne skabte bedre vilkår for den grønlandske befolkning, men den skabte også en række problemer. Grønlænderne var tilskuere til at flere og flere danskere kom til landet for at arbejde i de forskellige institutioner, ja nærmest på alle samfundets områder. FIGUR 23. 
KN/Kalaallit Nunaat 1991. Det gav en følelse af de blev sat udenfor alt det der skulle ske i forbindelse med driften af landet. KN blev styret fra Danmark, planerne og instruktionerne kom fra Danmark. Grønlænderne fik øjnene op for at der var en skæv fordeling, både på arbejdsmarkedet og lønningsmæssigt. Den tilkaldte dansker fik en højere løn end sin grønlandske kollega og det vakte en voldsom røre i befolkningen, for i 1964 vedtog Folketinget at fødestedet skulle være afgørende for hvilken lønramme man kom ind under. Danskeren forlangte den samme løn som man fik i Danmark og dertil ekstra bonus for afsavn af familie og det danske samfunds goder. Fødestedskriteriet blev bestemt af geografien, for hvis man var født og opvokset i Danmark indtil sit 5. år fik man en højere løn, end grønlænderen, som omvendt var født i KN, dette gjaldt dog lige for begge nationaliteter. Fødestedskriteriet medførte at de unge grønlændere protesterede for de syntes at ligestillingsprincippet var blevet brudt og det var derfor Inuitpartiet blev stiftet. Det var det første grønlandske parti overhovedet i KNs historie, men det fik ingen større betydning for udviklingen. Grønlænderen var vant til at modtage alt det nye, men undrede sig lidt over samfundsudviklingen, som han ikke selv var med til at ændre. Den unge generation var dog med andre meninger og disse var specielt dem der havde taget den lange vej gennem uddannelsessystemet i Danmark, der vendte tilbage og blev aktive opråbere. Figur 24 viser hvorledes det grl. samfund i løbet af meget kort tid har importeret meget store resourcer. Exporten er næsten udelukkende fiskeprodukter. Stigningen i starten af perioden skyldes udbygningen af fiskeflåden, anlægsopgaver og boligbyggeri. Faldet i slutningen af perioden skyldes krisen i fiskeriet. FIGUR 24. 
KN/Kalaallit Nunaat 1968-1991. I 1971 var der valg til landsrådet og der blev flere unge medlemmer, deriblandt Jonathan Motzfeldt præst, Lars Emil Johansen, lærer, og Moses Olsen repræsentant i Folketinget. Disse unge mænd blev primusmotorer for tanken om Hjemmestyre i 1972. De bad den danske regering om at undersøge mulighederne for Hjemmestyre og der blev nedsat et udvalg udelukkende bestående af grønlandske politikere. De afleverede et oplæg i februar 1975 til KNsministeren i Danmark. Dette oplæg blev kaldt for: Hjemmestyreønskets grundpiller. Grønlandsministeren nedsatte en kommission, som bestod af 13 medlemmer delt i lige mange danske og grønlandske politikere. Dens opgave var at undersøge hvordan hjemmestyret skulle opbygges. Regeringen havde forudbestemt efter ønsket fra KN at hjemmestyret skulle indføres i 1979, og sådan blev det. I 1975 stiftedes bevægelsen Siumut (Fremad). Initiativtagerne var de unge landsrådsmedlemmer, Jonathan, Lars Emil, Moses, som blev efterfulgt af andre unge grønlændere, som havde en fælles holdning. I 1977 blev bevægelsen omdannet til et egentligt parti. Deres mål var at skabe et samfund der skulle tage landets skæbne i egen hånd og udnytte landets egne ressourcer på en ansvarlig måde. Deres holdning var at lønnen måtte udjævnes, skolen bygges på grønlandske præmisser og hjemmestyret fungere ud fra KNsk opfattelse og tankegang. Partiet Atassut (Samhørighed) blev stiftet i 1978, efter at have været en politisk bevægelse i 1977. Det var landsrådets formand Lars Chemnitz og Otto Steenholdt, som var initiativtagerne. Deres holdning var den modsatte af Siumuts. De ønskede at der skulle være samarbejde mellem Danmark og KN, mellem grønlændere og danske. De ville ikke se bort fra den 250 års udvikling og samarbejde man havde haft med Danmark, og da man stadig var en del af det danske Rige ville de ikke skære tilknytningsforholdene med DK over. Der kom et tredje parti med i billedet, som havde et andet synspunkt på fællesskabet med Danmark. Partiet kom til at hedde Inuit Ataqatigiit, IA (Menneskeligt Fællesskab). Deres politiske holdning udsprang fra unge grønlændere som også havde været i det danske uddannelsessystem. De opfattede Danmark som kolonimagt og ønskede derfor en frigørelse fra Danmark. De anså KN som et u-land som stod i klemme mellem store nationer. De opfattede grønlænderne som et minoritetsfolk. Partiet ville have fuldt herredømme over Kalaallit Nuunat, da det var den oprindelige befolknings krav at eje landet. De var ikke interesseret i at få et hjemmestyre, da de mente at det var det samme som at sige ja til Danmarks ret til KN. I 1979 kom det fjerde parti Sulisartut Partiiat (Arbejderpartiet) som blev stiftet af den grønlandske arbejdersammenslutning. Partiets vigtigste punkt var at lønnen for det samme arbejde skulle være ligeberettiget mellem danske og grønlænderne. Det holdt dog ikke længe. I 1978 var forarbejdet til oprettelse af hjemmestyre færdigt, og forslagene blev godkendt af både landsrådet og folketinget. Det eneste der manglede var at befolkningen skulle høres. Den 17. januar 1979 blev der afholdt en folkeafstemning. Der var 28.759 stemmeberettigede, men kun 63 % mødte op, og 70 % stemte for forslaget og 26 % imod, resten var blanke. Hjemmestyret var vedtaget og nu kunne de grønlandske politikere gå igang med deres opgave. Før styret kunne gå igang blev der afholdt endnu en afstemning, for landet skulle have et landsting og et landsstyre. Der stillede de tre partier op, og denne gang mødte der 70 % af de stemmeberettigede op. De to partier Siumut og Atassut fik flest stemmer, henholdsvis fra fangerne og dem fra byerne. Siumut dannede landsstyret, med Jonathan Motzfeldt som formand. Den 1. maj 1979 kom Dronning Margrethe og gav KN loven som de længe havde ventet på, den lov som anerkender KN som et nationalt, kulturelt og geografisk område, med en særstilling over for det danske Rige. Hjemmestyret overtog de sagsområder som dækkede samfundsforholdene, alt fra skole- til skatte-væsenet. Særområder kunne de tage når de kunne magte det. Tilbage var fællesanliggenderne som indeholdt udenrigspolitikken, politi, domstole, valuta og retten til råstofferne i undergrunden, disse områder skulle de have fælles med Danmark. Følgende kilder er blevet brugt til at lave afsnittet om historie. Konverteringen til html har måske ødelagt selve henvisningerne ! *4 Vejen mod det nye Grl. 3 Vejen mod et nye Grønland s 42 -49. 6 Det gælder Grønland: s. 99- 101. 5 Vejen mod et nye Grønland: s. 52.