I starten af firserne havde vi været inde i fjorden i slutningen af sommeren – henimod efteråret.
Vi sejlede med Sika – en 25 fods Snekling med en 14 fods Whit jolle med 5 HK. Vi var mor, far, Mig, Suulut, Jesper, Kristiane og Kaju vores hund. På vejen hjem om søndagen blev det blæsevejr og vi gik i læ i Kikiallit. På vejen ind lagde vi godt mærke til at nogen havde sat anker i indsejlingen, hvilket er en dårlig ide, fordi der er meget udsat der.
Bølgerne kommer direkte ind fra fjorden og der er ikke læ for vinden.
Vi lagde os helt ind i bugten – godt beskyttet mod vind og bølger.
Efter vi havde spist kom der en Pan-Pan på VHF radioen. Det viste sig at være den båd der lå i mundingen, som var begyndt at drive ind mod klipperne og havde allerede mistet skruen på klipperne. Det var lige før de sendte Mayday.
Vi sagde til dem at vi ville komme med det samme og forsøge at hjælpe dem. Kaju skulle i land og luftes. Så far, mig, Suulut, Jesper og Kaju gik i jollen og sejlede mod mundingen.
Båden lå nu på klipperne i brændingen og bølgerne skyllede henover båden. Det så meget voldsomt ud, fordi bådføreren på en eller anden måde var kommet ombord – men intet kunne gøre. Han blev kastet rundt og var helt gennemblødt.
Vi blev enige om at forsøge at få et reb over til ham og så prøve at hive båden ud fra klipperne.
Jeg førte båden, Suulut og far var klar med rebet. Planen var at sejle så tæt på jeg turde og så vende rundt efter at han havde fået fat i rebet.
Vores motor var en gammel slidt 5HK 2takts Mercury – den havde det med at slukke når man satte den i tomgang eller lave omdrejninger.
Selvfølgelig valgte motoren at slukke netop som jeg ville til at sejle udad igen. Jollen blev med det samme kastet af bølgerne ind mod den meget større båd, som vi ramte med stor kraft.
På vejen ud med bølgerne besluttede Kaju at nu ville den hoppe i land – dette gjorde hunden meget resolut. Jesper forsøgte at forhindre den i at hoppe – desværre resulterede dette i at han røg ud over rælingen. På eller anden måde endte han med hovedet nedad med ryggen mod jollens side og benene det eneste der holdt ham. Stillingen gjorde at han havde overkroppen nede i vandet og hovedet helt under vand.
Jollen var nu igen på vej med stor kraft med bølgerne ind mod båden. Heldigvis nåede min far at hive ham op lige inden vi smadrede ind i båden. Han ville være kommet meget slemt til skade hvis det ikke var lykkedes.
Hunden nåede i land – dog gennemblødt.
Efter et par kærlige sammenstød med båden fik jeg startet motoren igen og jeg begyndte at trække båden fri af klipperne. Det var ikke nemt og flere gange skyllede bølgerne ind og vores lille jolle og vi blev alle gennemblødte.
Heldigvis lykkedes det lidt efter lidt at få lirket båden fri af klipperne og efterhånden kom den helt fri. Vi fik bugseret den over til vores ankerplads. Heldigvis var skroget stadig tæt – selvom det var tydeligt at den havde fået skader.
Dagen efter tidligt om morgenen var vejret blevet bedre og vi træk den nødstedte båd hjem.
Vi vovede vores liv og lemmer for dem og de sagde knap nok tak for indsatsen.
Det var bare så ubehøvlet og utilfredsstillende!