Jeg lærte at se ørred i vandet i Tasiilaq af en gammel dame. Om sommeren fangede vi forråd til vinteren. Normalt var hele familien med, men lige netop denne sommer sejlede far og jeg ud for at høste ørreder.
Om sommeren er der normalt storis – men denne gang var havet isfrit. Det betød at vi sejlede på store bjerge med en masse bølger på. Man kan sejle ned ad bakke i laaang tid og endnu længere tid op igen. Neden for Angmassalik bjerget rammer disse dønninger direkte ind i fjeldet og laver spektakulære ting. F.eks. kan man opleve en geyser hvor vandet bliver presset ind i en grotte og ender med 40-50 meter høj vandstråle. Lige som i springvandet i Las Vegas – bare flottere.
På denne tur så vi en flok hvaler ca. 20-25 stk svømme sådan skråt ind på samme kurs som os. Vi kom tættere og tættere sammen og pludselig var vi midt imellem dem. Vi blev helt våde af deres blåst – som altså ikke dufter særligt godt. Det var lidt for spændende at være i en båd, som var meget mindre end disse hvaler, men en stor oplevelse.
Da vi ankom til elven var der ikke andre og vi satte 5-6 garn. Derefter var det at vente lidt og så sejle rundt i jollen og tømme garn – igen og igen. Som barn bliver man hurtigt træt af denne rutine og jeg tog fiskestangen og prøvede at fange dem med en spinner. En lille krog som drejer rundt i vandet og skal lokke ørreden til hugge. Det gik ikke særligt godt – efter flere timer havde jeg fanget 2 små og jeg prøvede at gå op i elven.
Det hjalp ikke og jeg var ved at opgive, da jeg kom op til et lille vandfald, hvor der var en lille ikke sø, men lidt mere vand, som ikke strømmede så hurtigt. På den stejle skrænt ved siden af vandfaldet stod en gammel dame. Hun smed en snor ud med en stor krog på – ventede lidt og så hev hun den ene ørred efter den anden ind. Hver gang tog hun den – bed den i nakken og lagde den i en lille fordybning.
Jeg var meget misundelig og kunne slet ikke forstå hvordan hun kunne gøre det. Jeg fangede ingen fisk med min fiskestang, selvom jeg smed krogen ud samme sted som hun skovlede fisk op fra.
Hun kunne godt se at jeg ikke var glad for situationen og vinkede mig hen til hende. Hun viste mig hvordan hun smed krogen ud og så stod hun og kiggede ned i vandet, mens hun var parat til at hive.
Jeg kunne kun se vand men alligevel hev hun fisk op.
Så bukkede hun mig lidt ned og pludselig kunne jeg se stimer af ørreder som cirklede rundt i vandet. Når der kom én foran hendes krog, som hun mente var stor nok – hev hun og trak den op.
Jeg begyndte at gøre det samme og havde pludselig samme succes som hende. Jeg hev den ene store ørred op efter den anden. Heldigvis havde jeg en snor med, hvor jeg kunne sætte dem sammen igennem gællerne. På et tidspunkt blev jeg træt af at hive ørreder op og jeg sagde tak til hende og begyndte at slæbe mine ørreder ned igennem elven.
Der var så mange at jeg overhovedet ikke kunne løfte dem, men når de lå i elven kunne jeg færge dem nedad. Jeg havde fanget næsten lige så mange som min far i 5-6 garn.
Den gamle dame så vi ikke mere på den tur og der var ingen andre mennesker. Hun sagde aldrig et ord til mig. Hun havde “almindeligt” tøj på – dog lidt gammeldags og jeg så ingen overtøj eller andet udstyr.
Siden den gang har jeg altid kunnet se fisk under vand – det er den gave hun har givet mig.