I 2005 åbnede man for moskusjagt. Efter mange år, hvor kun erhvervsjægere fik en begrænset kvote, blev det tilladt fritidsjægerne at fange moskus.
Fangstområdet er enormt – også selvom jægere fra Nuuk er begrænset til den sydlige side af fjorden. Fra mundingen af Kangerlussuaq elven og ca. ud til Paradisdalen. Jagtområderne starter godt nok helt nede fra kysten, men i praksis finder man næsten altid dyrene 7-900 meter næsten direkte op og mindst 2-5 km ind i landet. Vi har nogle gange været heldige at skyde fra båden, men selv den korte afstand er en kæmpe opgave. Selv i den situation kan det tage 5-6 timer at få kødet om bord.
Vi har nogle gange været op til 15-20 km inde i landet før vi så dyr. Så er man ikke særlig glad!
Vi har formået at hele turen inkl. Nuuk til jagtområdet og retur tog kun 36 timer og alligevel 3 dyr med hjem. Vi har også brugt 11 dage og kun haft 1 dyr med hjem. 1 eller 2 gange blev vi nødt til at opgive, fordi vi ikke havde flere fridage.
Vi har haft dage med tropisk sol, og dage med silende regn og blæst. Vi har oplevet snestorm og tåge oppe i fjeldet.
Jeg vejede temmelig meget (ca. 120 kg) på et tidspunkt – på en sådan jagt tabte jeg næsten 15 kg og da jeg kom hjem tabte jeg 10-15 kg mere. Jeg lovede mig selv aldrig mere at slæbe så meget egenvægt op i fjeldet mere.
Så fordele kan der også være 🙂
Selve sejladsen på ca. 10 timer hver vej, har heller ikke været uden dramatik. Vi har haft orkan og påsejlinger af skær. Vi har oplevet meterhøje frådende bølger og helt spejlblankt vand. Vi har haft diverse nødsituationer, hvor vi har måttet hjælpe andre. Vi har haft motorproblemer og alt muligt andet.
Moskus kan være meget store. Jeg foretrækker unge dyr – gerne under 1 år gamle. I starten var det tilladt at skyde de helt unge, men i de senere år skal de være lidt større. Specielt hvis det er et større dyr, er det vigtigt at hænge kødet, for at det kan blive mørt.
En lille moskus svarer til en kæmpestor rensdyrhan. Dens knogler alene, kan være så tykke som et menneskes lår inkl. muskler. Rensdyr kan man fjerne skindet ved at føre den knyttede hånd ind under skindet og skubbe skindet af kroppen. Det kan man overhovedet ikke gøre på en moskus. Man skal bruge kniv til stort set alt. Hårene er så stride at knivene bliver sløve bare af at åbne skindet op.
Jeg har måtte kravle ind i en moskus bughule for at få maven ud. Moskus har enormt meget fedt.
Indvoldene og noget af fedtet er det eneste vi smider væk. Selvom vi nogle gange efterlader mange kilo fedt, har vi altid for meget fedt når vi slagter.
Vi plejer at smelte fedtet, således at det er nemt at opbevare i en foliebakke. På den måde er det også nemt at bruge til at stege kød.
Alle knogler laver vi fond af, som vi bruger til smag i gryderetter og saucer.
Se opskrifter
De første 8-10 år lavede vi bylter af de dyr vi fangede og tog dem på ryggen og gik ned. Disse bylter kunne veje op til 60 kg. Nogle gange var vi nødt til at udbene dyrene for at kunne have håb om at få dem transporteret.. Så ligger vi kødet i gennemsigtige fangstposer og slæber disse rene kødklumper ned. Man kan lave forbløffende store sammenhængende stykker fast kød på denne måde. Når man kommer hjem, kan de hænges på stort set samme måde, som kød med ben i.
Der er mange ravne og ørne i jagtområdet. Vi har efterladt et sådan skelet med en smule kød på – dagen efter var der et rent pillet skinnende hvidt skellet tilbage. Vi set flokke på op til over hundrede ravne plus nogle ørne om et slagte sted.
Vi begyndte at bruge en slæbemåtte. De er gode de steder hvor man skal nedad. Vi pakker kødet i dens eget skind og fastgør denne pakke inde i slæbemåtten. Herefter handler det om at finde en rute hvor man IKKE skal opad. 200-250 kg kan stort set ikke slæbes opad. Lige ud går det lige netop – og nedad er det nogen gange lidt for nemt. Problemet er at der altid er en sten og nogle huller i vejen. Stenene er meget hårde ved måtten og hullerne er meget hårde ved dine ben.
Vi har en menneskesele, som giver mulighed for at lægge hele sin vægt ind i trækket. Man skal være 2 eller flere. 1 trækker foran og den anden styrer byrden bag fra. Når det går stejlt ned, kan man blive nødt til helt at lade den køre selv. Andre gange må begge hive forfra, for at få den op af et hul eller en lille stigning.
Næsten alle steder hvor man kan ankre, er man ikke særligt godt beskyttet mod bølger og vind. Jeg har oplevet at ligge i 1-2 meters bølger og prøve at sove. Det er ikke sjovt at vågne ved at hovedet rammer loftet.
Når man lægger det hele sammen, kan man med god ret spørge hvorfor man overhovedet ønsker at gennemgå alle de strabadser hvert år. Når man er på vej ned med kødet, er det meget svært at forklare hvorfor.
Men det ender altid med at man glæder sig til at komme afsted næste år igen.
